Interessante bygninger på Holmen i kronologisk orden
antallet af stjerner angiver seværdighedsgraden efter NetMesterens ringe skøn

Næsten magen til Carls Bastion
1688
Krudthuset i Wilhelms Bastion (***) er voldområdets ældste bygning. Bygmester Hans van Steenwinckel d.y. Indgår nu i Christiania med alt det, det indebærer mht. manglende veneration for fortidsminder.
 
1690
Carls Bastion (***). Næsten magen til forannævnte.
 
1723-29
Gl. østre Takkeladshus, Gl. Vestre Takkeladshus (***) på Nyholm, bygget til at rumme takkelagen fra oplagte skibe. Gl. Vestre Takkeladshus blev senere skåret over i to dele af hensyn til en nu nedlagt sporvej fra Nyholm til Frederiksholm. De ældste bygninger på Holmen.
f 1743 Spanteloftbygningen (***), Nyholm. Bygget til at huse chalupper i underetagen, mens loftet skulle rumme spanter til nybygninger. Erstattede et materialhus fra 1721. Huset er bygget i bindingsværk med tømmer fra Københavns Slots nedrevne ridehus. På billedet til venstre ses spanteloftsbygningen i april 2005 efter en omfattende restaurering.
1745 Nyholms Hovedvagt (***), "Under Kronen", Arkitekt Philip de Lange. Uret i tårnet er en gave fra Fr. V. Det er fremstillet af urmager Peter Mathiesen og fungerer stadig. I Hovedvagten modtages fornemme besøgende efter salut fra batteriet Sixtus.
1745 Frederiks Bastion (***). Krudthus opført af Philip de Lange i 1745-46 efter design af den franske ingeniørgeneral Vauban. Karakteristisk ved de fem kraftige støttepiller på hver side.

1745 Arsenalbygningens vestfløj (***). Tegnet af Philip de Lange efter ordre fra Danneskiold-Samsøe. Bygningerne har facade mod Christiansholm, hvor hovedindgangen var og blev forbundet med en udsmykket portal, "Kongeporten", der nyligt er restaureret (øverste billede). øverst i portalen ses rigsvåbenet, hvorover en buste af Chr. 6. troner (nederste billede).
  1746 Charlotte Amalies Bastion (***). Magen til krudthuset i Frederiks Bastion.
1744-54 Masteskure og Mærsehus opføres på Langøen (senere vestlige del af Frederiksholm).
1749 Mastekranen (***), Nyholm. Opført af Philip de Lange og tømrermester Jens Pedersen Wisborg. Kranen er en tømmerkonstruktion omgivet af en muret skal, der kun tjener til beskyttelse mod vejrliget. Den karakteristiske trækonstruktion øverst er af hensyn til elasticiteten surret sammen med reb. En lignende kran opførtes 1754 på Christiansholm, men blev nedrevet i 1869, tre år efter at Christiansholm var solgt til et privat firma. Privatisering!
  1754 Mastekranen på Christiansholm, se ovenfor
1764 Planbygningen på Nyholm (***). Erstattede et faldefærdigt spantehus og anvendtes til hugning af spanter. Det kunne rumme spanter til to orlogsskibe. På sydsiden opførtes af planbygningen opførtes en søjlebåret udsigtspavillon, hvorfra kongefamilien kunne overvære søsætning af skibe. Den blev nedrevet 1875. Planbygningen havde oprindelig to rum adskilt af søjler og et todelt tag, men ombyggedes 1912 til ét stort rum og anvendtes i en periode som kuldepot. Det blev den ikke kønnere af.
1770-71 Sidefløjene på Arsenaløens bygninger (***). Samtidig byggedes en mur mod øst, så der dannedes en rektangulær gård, Kuglegården, der anvendtes til opmagasinering af kanonkugler. Der står stadig et par kuglebænke med kugler til pynt.
1774

forlængede 1784-88

Hovedmagasinet og Takkelloftet på Frederiksholm (***). To af Holmens største bygninger, hver 140 m, tegnet af Philip de Lange. De to bygninger var oprindeligt forbundet med en portal ligesom Arsenaløens vestfløje. De havde oprindeligt i to etager, men fik yderligere en etage i forbindelse med flådens endelige udflytning fra Gammelholm. Det ses stadig tydeligt på bygningerne. Nord for og syd for Hovedmagasinet hhv. Takkelloftet byggedes masteskure af træ med tegltag. De nordlige er nedrevet, nogle af de sydlige står stadig.
1781-1783 2. og 3. Redan (**). De vinkelbyggede krudtmagasiner opførtes efter krav om fjernelse af krudt fra byens nærhed efter en eksplosionsulykke ved østerport. De bruges nu af Christiania.
1788 Flagbastion Sixtus (***) med "Rigets Flag" etableres på Nyholms nordside. Flaget sættes ved solopgang, dog ikke før kl. 08.00 og stryges ved solnedgang, ledsaget af et kanonskud. Det er fra Sixtus´ batteri, at der affyres salutter ved officielle lejligheder.
1800 Quinti Lynette (**).
1801 Bohlendachhuset (**), Frederiksholm. Karakteristisk ved det særlige buede tag. Bygget som snedkerværksted til fremstilling af slæderaperter (til montering af kanoner) til kanonbåde. Ejes af Anne Linnet.
1804 Maskinværkstedet (**) på Frederiksholm, udvidet 1862. Nu restaureret med okkerfarvet facade.
1827-37 Kanonbådsskurene (***) på Frederiksholm. Opført på østsiden af Frederiksholm til at huse kanonbåde, bygget efter englandskrigene. Er med undtagelse af nr. 3 restaurerede (måske lidt vel rigeligt) og anvendes af private firmaer.
18/8 2006 opstod der brand i et kanonbådsskur, angiveligt pga. selvantændelse af linolie-klude. Skuret nedbrændte, men det lykkedes at redde de omgivende bygninger.
1845 Kanonbådsskure på Halvtolv (***). Opført i fortsættelse af kanonbådsskurene på Frederiksholm. Er nedrevet på nær et dobbeltskur, der anvendes af bådlauget på Andelsboligforeningen Halvtolv.
billede følger når Møller er færdig 1858 Tørdokken på Dokøen (***) indvies. Opført underledelse af den engelske ingeniør Alfred Giles på basis af en bevilling på 620.000 Rigsdaler. Dokken forlængedes i 1864 fra 75 til 82 m af hensyn til den nyanskaffede panserfregat Danmark.
1860 Magasin på Frederiksholm (**) over for Meldahls Grovsmedje. Anvendes nu af Statens Teaterskole.
1861 Grovsmedje (***). Arkitekt J. Meldahl. Anvendes nu til undervisning og som udstillingsbygning af arkitektskolen.
1863 Nordre kontor (**) opføres på Frederiksholm. Anvendtes af chefen for orlogsværftet, efter at alle flådeaktiviteter var flyttet fra Gammelholm. Anvendes nu af Arkitektskolen.
Intet billede 1864 Skole (*) opføres på Frederiksholm. Anvendes nu af Filmskolen.
Bygningerne findes ikke mere 1863 Panserværksted opføres syd for dokken, som en træbygning. Beliggenheden tæt ved dokken var praktisk for montering af de tunge panserplader. Panserværkstedet nedbrændte i 1886 og blev erstattet af Søndre arbejdsbygning. Søndre arbejdsbygninger er nedrevet i forbindelse med byggeriet af opera København.
1867 Gl. bådeværft (**) opføres langs Snedkergraven. En 121 m langbygning, hvor der bl.a. byggedes redningsbåde til søredningstjenesten. Nu indrettet til luksusrækkehuse.
Nedrevet 2001 1868 Magasin for Brandfarlige Sager (*), nedrevet 2001 i forbindelse med opførelse af Schifters Kvarter..
1884 Kobbersmedie (***) og metalstøberi på Frederiksholm. Arkitekt J. Meldahl. Anvendes nu af Rytmisk Musikkonservatorium.
1888 Kedelsmedie (***) på Frederiksholm. Arkitekt C. T. Andersen, men i "Meldahl-stil". Husede også Holmens elektricitetsværk i den vestlige del. Skilte over de to portaler mod nord angiver hvor smedjen hhv. elværket var.
1889 Beklædningsmagasin (**) på Frederiksholm, syd for Grovsmedjen. Anvendes nu af Arkitektskolen.
billede følger 1878-93 Søminevæsenets værksteder (*) på Nyholm.
1892 Exercer- og gymnastikhus (**) på Frederiksholm. Opført til mandskabets fysiske træning. Hvor nu Schifters Kvarter ligger anlagdes senere en sportsplads.
1893 Modelkammer (**) på Frederiksholm. Undtagelsesvis bygget af røde sten. Husede skibsmodeller, der var vigtige forarbejder til bygning af skibe.  Modellerne er nu overført til Orlogsmuseet og bygningen anvendes af arkitektskolen.
  1888-93 Artilleriværksted (**) på Arsenaløen
1891 Arrest (**) på Nyholm. Kaldet "Stenhuset". Erstattede de elendige arrestforhold ombord på kaserneskibene, f.eks. Fyen, der lå mange år ved Elefanten.
1908 Radiostation OXA på Frederiksholm (**), også kaldet "Sommerhuset". En finurlig bygning à la sommerhus tilsat lidt vikingestil. Flyttet til Nyholm (lige ved "Bræddehytten") i forbindelse med opførelse af Schifters Kvarter, restaureret og malet i festlige farver.
1908-10 Kaserne (**) på Nyholm. Palæagtigt, trefløjet anlæg, der erstattede den utidssvarende indkvartering på oplagte kaserneskibe.
1911 Torpedobådsbygning (*) på Nyholm.
1915-18 Nyt maskinværksted (**), "E-huset" på Frederiksholm. En for sin tid meget moderne bygning af jernbeton i "Holmen-fremmed" arkitektur. Grundplanen danner et E og folkeviddet sammenkæder dette med Maskinværkstedets daværende fyndige leder, der hed Ejnar til fornavn.
Intet billede 1916 Tilbygninger til Kobbersmedjen.
Intet billede 1917 Magasin mellem Charlotte Amalies og Frederiks Bastion (*)
billede følger 1917 Kontor (*) på Arsenaløen.
1920 Værksted (**) på Frederiksholm. Anvendes nu som bibliotek for Arkitektskolen og Statens Teaterskole.
Intet billede 1926 Skibsbygningsværksted på Dokøen (*). Nedrevet 2002 i forbindelse med opførelse af Operaen.
Intet billede 1932 Marketenderi (*) på Frederiksholm. Anvendes stadig til sit formål, men nu for studerende på arkitektskolen.
1937-30 og 1953 Konstabelskole (*) på Margretheholm.
1938-39 Søofficerskole (*) på Nyholm. Opført hvor tidligere "Nyt skibsbyggeri" lå. Benyttedes af tyskerne som lazaret under 2. verdenskrig, hvor bygningen led megen overlast.
Under nedrivning (intet billede) 1939 Motorværksted (*) på Frederiksholm. Oprindeligt tiltænkt bygning af flyvemaskiner, men kom især til at fungere som værksted for torpedobådene, der blev efterset i Motortorpedobådshallen. Er nu (2003) under nedrivning for at blive erstattet af et boligkompleks tilhørende andelsforeningen Frederiksholm.
Intet billede 1940 Kontor (*) på Frederiksholm. En fantasiløs bygning overfor Schifters Kvarter, yderligere skæmmet af påbyggede brandtrapper. Den betegnes i lokalplan 133 som "bevaringsværdig", og er p.t. (januar 2004) under ombygning til børneinstitution.
billede følger 1941 Elektronikværksted (*) på Frederiksholm. To funktionalistiske bygninger, i "jernbetonbindingsværk". Anvendes nu som værksteder for arkitektskolen.
1954 Motortorpedobådsværft (**) på Frederiksholm. Et kolossalt overdækket værksted, hvor bådene kunne sejles ind i en central kanal. Er nu ombygget til ejerlejligheder. Arkitekter: arkitektfirmaet Vandkunsten. Billedet viser resultatet af ombygningen.
1956-58 Ny teknikerskole (*) og kontorbygning på Quintus Bastion, hvor der tidligere lå et sømineværksted, der eksploderede i 1951. Kaldes også "Hotel lille Europa" pga. den for Holmen usædvanlige og ikke særligt vellykkede arkitektur.
Intet billede 1961 Artilleriværksted (*) på Arsenaløen. Indeholder nu Base Camp og en Nettobutik.
2003 Andelsboligforeningen Schifters Kvarter, Frederiksholm. Andelsboligforeningens otte boligblokke ligger hvor der tidligere fandtes en sportsplads i tilknytning til Exercer- og gymnastikhuset samt Holmens Radiostation.
2004 Opera København. Opera København er opført på den tidligere Dokø, der nu er opdelt i tre øer, hvoraf den midterste, hvor operaen ligger og den sydlige, er udvidet ved opfyldning mod vest hhv. syd. Opera København er en gave fra A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål. Læs mere om operaprojektet på operaprojektets hjemmeside.